Saxine-Biler bliver et træf for alle med et klassisk køretøj eller veterankøretøj. Træffet er opkaldt efter Sakskøbings kendte smilende pige på det gamle vandtårn, som går under navnet Saxine. Træffet ligger den 2. lørdag i maj – i år finder det sted den 11. maj, men i de kommende år bliver det også den 2. lørdag.
Der arbejdes intenst på at få alt til at klappe, og især markedsføringen via denne side, FaceBook og henvendelser direkte til de næsten 400 motorklubber i Danmark kører allerede i højeste gear.
Bag træffet står Sakskøbing Handelsstandsforening og Lolland-Falsters Veteran Klub. Sakskøbing er nok mest kendt for den årlige frugtfestival, hvor kendiskokken Claus Meyer står i spidsen for denne begivenhed. Lolland-Falsters Veteran Klub er mere kendt vidt omkring på grund af nogle af de events, som klubben har stået i spidsen for i dens 33 leveår. Bl.a. kan nævnes Classic Cars & Bike Meeting i 2013 og CarWalk på Lungholm Slot i 2011. Klubben er af mange beundret for, at det er muligt at have næsten 600 medlemmer og eget klubhus i Holeby – i nærheden af nedkørslen til den kommende Fehmarn-tunnel.
Saxkøbing er en hyggelig by med små 5.000 indbyggere, men selv om den kan virke lille af størrelse er sammenholdet, og det der sker i byen, imponerende.
Saxkøbing ligger dejligt tæt på motorvej E47 – ved afkørsel 46 – og derfor er byen let at komme til både fra Sjælland, København og Tyskland. Fra Fyn og Jylland kan man let komme dertil via StoreBæltsbroen eller med færgen fra Langeland, hvor Rute 9 derfra går lige forbi Sakskøbing.
Træffet kom til at ligge her, fordi klubben og byen har en del sammen i forvejen. Hver tirsdag fra 1. maj til 1. oktober mødes masser af glade klassiker- og veteranentusiaster på byens havn. Ofte er der langt over 100 deltagende køretøjer.
Inspirationen til Saxine-Biler stammer fra Burg på Femern, som allerede har holdt lignende træf 15 gange allerede – den 2. lørdag i september.